søndag den 27. august 2017

Ældrepolitik i Vejle

Velkommen til min politiske blog!
Mit navn er Anja Daugaard og jeg er kandidat for Liberal Alliance til det kommende byrådsvalg i Vejle Kommune.


Opprioriter mennesket og nedprioriter bureaukrati

Mere tid og bedre mulighed for at holde af og holde om og en ældrepolitik med mennesket i centrum


Fokusområde for alle medarbejdere i ældresektoren skal være de ældre og ikke på udfyldelse af diverse kontrolskemaer eller andet administrativt arbejde.


Personlige oplevelser der gør indtryk

Jeg har som pårørende til en ældre oplevet personale, der virker meget stresset. Ikke stresset over at skulle passe og pleje en ældre medborger, men stresset over administrative opgaver der "stjæler" den tid, der ellers kunne være brugt på kærlig omsorg. Personalet bør have frihed til, at arbejde med det de er uddannet til i stedet for, at spilde tiden med registreringsopgaver på pc´en.

Mere tid til at holde af og holde om

Set på sidelinjen kunne det også godt se ud som om, at nogle opgaver kunne løses lidt smartere. F.eks ved at organisere arbejdet og indretning af depoter mv mere hensigtsmæssigt, men det er mere den ledelsesmæssige del der i så fald bør have et løft.

Nedværdigende behandling

Som pårørende oplevede jeg også, at se et krav om ble. Ikke fordi det var nødvendigt af hensyn til den ældre, men fordi det var nødvendigt af hensyn til personalet. En dårligt seende og dårligt gående ældre medborger var der ikke tid til at følge ud til et toilet. At skulle gå med ble, fordi der skal spares i personalet er simpelthen for nedværdigende.

Anerkendelse af medarbejdere

Jeg kunne ikke undgå at opleve en frustration over de manglende personalemæssige ressourcer, men så meget større bliver respekten for nogle af de medarbejdere, som man kan mærke brænder for sit arbejde med de ældre. De medarbejdere der har hjertet med i det de gør. Gad vide om de får den værdsættelse hver dag som de fortjener? Jeg håber, at de hver dag får at vide, hvor dygtige de er - også af chefen. Skulle der være medarbejdere der efter længere tids arbejde i ældreplejen ikke længere har gnisten, så kan jeg egentlig godt forstå det, for af og til kan det virke som en slags industriarbejde på akkord.

Afbureaukratiser hvor det er muligt

I Liberal Alliance tror vi på, at mindre bureaukrati kan frigive ressourcer til mere menneskelige formål og dermed også overskud til større respekt og værdighed i ældreplejen.

I Vejle skal vi kommunalpolitisk sikre, at overflødigt bureaukrati bliver erstattet med menneskelig nærhed, men som lokal politiker bør man heller ikke være bange for, at kigge på om ledelsesniveauet er godt nok, eller om man her kan være med til, at give det et løft.



Udliciter i højere grad

Konkurrenceudsættelse og udlicitering er gode værktøjer i den offentlige sektor. I Vejle kan der i højere grad finde en udlicitering af ældreplejen sted. og det skal være muligt at drive plejehjem på markedsvilkår. Det er klart, at det er overordentligt vigtigt, at vi sikrer en høj kvalitet, når der laves udbud. Det er ikke sikkert, at det er det laveste bud, der nødvendigvis skal vinde en opgave. Det handler også om driftssikkerhed, og om at få så høj kvalitet som muligt for de penge der afsættes til det. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar